Hvordan spiser man en elefant?

Share Article

Share on facebook
Share on twitter
Share on reddit
Det gør man ifølge et afrikansk ordsprog ved at tage én bid ad gangen. Kan den grønne omstilling inden for modebranchen sammenlignes med elefantspisning? Vi spørger Anne Katrine Blirup fra Sustainawear.

”Hej Sanne, kan du evt. komme kl. 20.30 i stedet?”

 

Klokken er 18.42, og jeg har en aftale med Anne Katrine kl. 20.00. Nu 20.30. For selvfølgelig kan succeshistorien om hendes virksomhed Sustainawear vente med at blive foldet ud. Det er jo en aftenaftale alligevel. Dagene er fuldt bookede i denne uge. Ligesom de er hver uge. Det hele startede i 2018, hvor Anne Katrine døbte sin første workshop i Sustainawear HOW TO EAT AN ELEPHANT. Siden er efterspørgslen på elefantmenuen – og alt, hvad virksomheden siden er begyndt at servere – eksploderet.

“Sustainability is like an elephant: huge and overwhelming. How do you eat an elephant? One bite at a time.” – Anne Katrine Blirup, CEO sustainawear.com

CSR og bæredygtighed

For virksomhedsstifteren selv begyndte det hele i 2006, da hun var udstationeret i Kina på vegne af Bestseller. Her havde hun ansvaret for at deres Code of Conduct blev overholdt på de fabrikker, som producerede tøj for koncernen – og hun er én af dem i Danmark, som har arbejdet med CSR i modebranchen i længst tid. Og med bæredygtighed, ikke mindst. Under interviewet føler jeg, at Anne Katrine bruger CSR og bæredygtighed synonymt. Det er let at fare vild i junglen af grøn omstilling og social ansvarlighed – så måske har jeg misforstået noget?

 

”Nej, du har ikke misforstået noget. De to ord er ikke synonymer. Bæredygtighed er hele elefanten. CSR er blot en del af elefanten. Men det er den del, som først vandt indpas i virksomhederne tilbage i 1990’erne. Det er den del, der er blevet arbejdet med i længst tid og den del, som flest kender. Når jeg bruger ordene i flæng, er det udtryk for, at CSR stadig er det ord, der bruges tit. Men bæredygtighed vinder virkelig frem lige nu,” slår hun fast.

 

 

KORT OM SUSTAINAWEAR

 

“Sustainawear aims to give companies in the fashion and lifestyle industry the necessary prerequisites for understanding and managing the transformation to sustainable and responsible practices successfully-” Sådan lyder beskrivelsen på sustainawear.com – hvor du selvfølgelig kan læse meget mere om virksomheden.

 

Drømmen om at gøre sig selv arbejdsløs

Anne Katrine arbejder hver dag på at iklæde landets modevirksomheder kåber af nødvendig viden. Men paradoksalt nok drømmer hun om at gøre sig selv arbejdsløs. Hvorfor dét, tænker du måske. Jo, ser du, CSR og bæredygtighed skal ikke kun implementeres ved e-learning, workshops og rådgivning, som Sustainawear tilbyder. Det er de for vigtige til:

”Det er fantastisk at se, hvordan virksomhederne er begyndt at arbejde mere med de her områder de seneste to år. Sagen er bare, at hverken CSR eller bæredygtighed er noget, der kun skal arbejdes med i projektform. Vores CSR-projekt. Vores bæredygtighedsprojekt. CSR og bæredygtighed bør ikke reduceres til projekter. De skal være integrerede dele af enhver virksomhed. Og der skal helst dedikeres en hel stilling til det. Fremover skal ekspertisen ikke hentes eksternt – den skal internaliseres.” 

 

“Nogen fuldstændig cirkulær forretningsmodel kommer vi ikke til at se inden 2030. Men der kommer til at ske en masse”

Digitalisering, 3D og nye løsninger

Når forbrugerombudsmanden fraråder brugen af ordet ’bæredygtigt’ på markedsføringsfronten, og når stort set intet industrielt fremstillet produkt i verden kan kaldes ’bæredygtigt’ efter Brundtlandrapportens definition af ordet – betyder det så, at modebranchen aldrig bliver bæredygtig?

 

 

”Ja,” svarer Anne Katrine prompte. Og lynhurtigt stadfæster hun, at der ikke er nogen produktionsbranche, der bliver hundrede procent bæredygtig. Vi bruger af naturens ressourcer, når vi fremstiller ting. Og vi bruger næsten altid flere ressourcer, end vi giver tilbage. Men går modebranchen i det mindste en mere bæredygtig fremtid i møde? ”Det gør den helt sikkert – og der sker kvantespring lige nu,” siger hun begejstret, og jeg bliver nysgerrig på, hvad branchen vil have ændret radikalt inden 2030. Hendes bud kommer her:

 

”Nogen fuldstændig cirkulær forretningsmodel kommer vi ikke til at se inden 2030. Men der kommer til at ske en masse. Almindelig bomuld og polyester vil vi have bevæget os langt væk fra. Og så har vi vinket farvel til de der selfmade sustainability labels, vi ser i dag. I fremtiden vil vi se flere certificeringer. Jeg tror også, vi vil gentænke vores leverandørkæder, og så er jeg sikker på, at digitalisering og 3D bliver meget større.” 

 

 

 

FÅ STYR PÅ BEGREBERNE

GREENWASHING/GRØNVASKNING

Greenwashing/grønvaskning er en form for vildledende markedsføring af aktiviteter eller produkter, der bliver præsenteret mere miljøvenlige og bæredygtige, end de er. En virksomhed skal med andre ord altid have belæg for sine markedsføringsbudskaber. 

BÆREDYGTIGHED

I Brundtlandrapporten fra 1987 brugte og beskrev man for første gang begrebet bæredygtighed på denne måde: ”At skaffe menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.” 

CODE OF CONDUCT

En Code of Conduct, CoC, er et sæt retningslinjer, som gælder for ens måde at drive forretning på. Typisk adresserer en Code of Conduct menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption. 

CSR


CSR handler om, at virksomheder udviser ansvarlighed i forhold til det omgivende samfund. Det handler om at drive forretning på en måde, der minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, miljø og økonomi. 

 

Læs også...

Greening

Designhimlens nye stjerneskud

Hvordan ser afgangsprojekterne fra den nyeste designgeneration ud? Og hvilken rolle spiller tidens bæredygtige fokus for kreationerne? Oplev vores råskitser af fire nye designstjerneskud, som bringer grønne håb for modebranchen.

Womankind

Modebranchens buzzword nummer 1

Da Copenhagen Fashion Week indtog København i august 2021, var der ét ord, som overstrålede alle andre: Bæredygtighed. Her ser Lena Trend fra COZE AARHUS nærmere på det buzzskabende ord, beklædningsoverflod og kunsten at aflære sig uholdbar adfærd.