Bæredygtighed. Et ord, vi støder på oftere og oftere. Et ord, som trænger længere og længere ind i bevidstheden –tolket forskelligt og nogle gange misbrugt i greenwashingens nudgende navn. Men ikke desto mindre: Et ord, som afspejler klimakrisens æra. Endnu engang var bæredygtighed det store buzzword under Copenhagen Fashion Week, som senest fandt sted samtidig med, at FN’s Klimapanel offentliggjorde sin nye klimarapport i august 2021. I rapporten tegnes billedet af en katastrofekurs, som kalder på en hård opbremsning. Som en betændt del af billedet kalder modeindustriens overproduktion på det samme. Lena har længe været bevidst om de lange skygger, som modeindustrien kaster. Hun ved udmærket, at den i årtier har fået skyld for at indtage andenpladsen på listen over klodens mest forurenende industrier – kun overgået af olieindustrien. Klimarapporten kalder på forandringer. Faktisk skriger den på handling. Som direktør i COZE AARHUS stræber Lena sammen med sine kolleger efter at drive en modevirksomhed, hvor samtlige beslutninger bølger ud fra et bæredygtighedsorienteret mindset. Og hvor social ansvarlighed spiller en helt central rolle.
En modebranche på speed
”Ved du, hvor meget tøj, der lander på lossepladsen efter kun at være blevet brugt få gange – eller i rigtig mange tilfælde endda inden det når at beklæde en menneskekrop?”
Lena Trends ansigtsudtryk vidner om, at tallet er højt. Men ligefrem skyhøjt? Det fortæller hendes ord:
”Én lastbilfuld i sekundet. Det svarer til 86.400 lastbilfulde i døgnet. Det er disse tal, som flyder rundt i systemet. Og selv hvis de skulle ske at være 5-10% usikre til den ene eller anden side, er der ingen tvivl om, at tallene er alt for høje! Når der sker en så massiv overproduktion, skyldes det, at det bedst kan betale sig sådan – rent økonomisk. Men den egentlige pris ender vores miljø med at betale. Sammen med millioner af mennesker i ulandene, hvor store dele af tøjet fremstilles.”
FÅ STYR PÅ BEGREBERNE
Greenwashing/grønvaskning er en form for vildledende markedsføring af aktiviteter eller produkter, der bliver præsenteret mere miljøvenlige og bæredygtige, end de er. En virksomhed skal med andre ord altid have belæg for sine markedsføringsbudskaber.
BÆREDYGTIGHED
I Brundtlandrapporten fra 1987 brugte og beskrev man for første gang begrebet bæredygtighed på denne måde: ”At skaffe menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.”
SLOW FASHION
Begrebet slow fashion dækker over en bevægelse, der sætter pris på og prioriterer godt håndværk, gode materialer og godt design, som holder længere end det hurtigproducerede modetøj. Derudover er der inden for slow fashion fokus på ikke at lade modens luner definere garderobebeholdningen, men derimod at passe på og beholde tøjet så længe som muligt.
”Danske butikker og virksomheder alene bortskaffer ca. 677 tons nyt tøj. Hvert eneste år.”
Forbrugerrådet Tænk offentliggjorde i 2020 en rapport, som estimerede, at danske butikker og virksomheder alene bortskaffer ca. 677 tons nyt tøj. Hvert eneste år. Det svarer til omkring 3 millioner t-shirts, som med prismærker eller i original emballage havner direkte på forbrændingen. Det skyldes primært, at tøj i løbet af de seneste 30-40 år er blevet stadigt billigere og derfor lettere at skifte ud. Hvor normen tidligere var, at man præsenterede to kollektioner om året – en sommerkollektion og en vinterkollektion – rammer nye styles, farver og tendenser markedet langt oftere. Det er en udvikling, som modebranchen har skubbet til og tjent stort på.
Skynd dig at blive langsom, modebranche
De hæsblæsende produktioner og talrige kollektioner, som oftest baserer sig på høj effektivitet i masseproduktioner af billige materialer og billig arbejdskraft, står dog ikke alene. I den anden ende af spektret findes det, som har fået betegnelsen slow fashion. I denne langsomme(re) lejr dominerer bevidstheden om, at beklædningsindustrien er nødt til at undergå drastiske forandringer. Klimaet tilbyder ikke en endeløs række af ressourcer, som kan bruges ad libitum. Og mennesker i ulandene er ikke sat i verden for at fremstille beklædningsgenstande til Vestens brug-og-smid-væk-kultur. Designskolerne i Danmark er begyndt at sy de studerendes uddannelser med bæredygtighedens tråd, og stingene snor sig også rundt om det ansvar, vi i en globaliseret tekstilindustri har pligt til at vise vores medmennesker. ”Der kommer heldigvis større og større fokus på, at vi er nødt til at tænke tredelt. Den økonomiske del skal selvfølgelig stadig spille en rolle, men den skal ikke være enehersker. Miljø og social ansvarlighed skal spille mindst lige så store roller,” forklarer Lena og understreger, at hun ikke er ude på at tildele det økonomiske perspektiv en skurkerolle: ”Jeg sidder ikke her og siger, at vi ikke er interesserede i at tjene penge. Selvfølgelig er vi det. Også fordi det er nødvendigt, hvis vi skal skabe de nødvendige forandringer i branchen. Men det skal jo ikke kun være sjovt at cashe in til sidst. Vi skal også have det sjovt undervejs. Og hvis vi under produktionsprocessen træder på og glemmer at tilgodese både miljø og mennesker – hvor sjovt er det så?”
“Vi har fået skabt et sygt system, hvor vi overproducerer, fordi det er billigere. Den kultur er vi nødt til at ændre!”
Foto: PR
Unlearn what you have learned
For et par måneder siden besøgte Lena ARoS Aarhus Kunstmuseum. Det var især udstillingen ’THIS IS NOT AFRICA – UNLEARN WHAT YOU HAVE LEARNED’, der fangede hendes opmærksomhed. I udstillingen udfordrer 26 toneangivende samtidskunstnere fra (eller med relation til) det afrikanske kontinent det stereotype blik, mange vesterlændinge har på afrikansk kunst. Lena lod sig føre ind i en hidtil ukendt verden. Og udstillingens undertitel borede sig ind i hendes bevidsthed. Unlearn what you have learned. Hun uddyber:
”At aflære sig noget, der er uholdbart, er en kunst, som kan bruges i mange henseender. Og den kan i den grad bruges inden for vores branche, hvor den billige lønkrone har trumfet i flere årtier. Økonomien er unægteligt et vigtigt parameter, men det enevældige indtjeningsfokus er vi nødt til at aflære os. Vi har fået skabt et sygt system, hvor vi overproducerer, fordi det er billigere. Den kultur er vi nødt til at ændre!”
Der er fortsat millioner af mennesker, som lever både opslidende og farlige tilværelser i skyggen af den vestlige verdens modeindustri. Langt hovedparten er kvinder. Lena konkretiserer: ”Statistikken viser, at 80% af modeindustriens ansatte er kvinder. Ofte kvinder i patriarkalske lande. Så når arbejdsdagen på 10-12 timer er ovre, er der typisk husholdningen, børnepasningen og omsorgen for familiernes ældre at komme hjem til.”
”Adgang til uddannelse er en menneskeret. Og den menneskeret er det langtfra alle, der har i dag.”
Sociale kvindefængsler
”En kvinde, som lever sådan en tilværelse, fastholdes i et socialt fængsel. Hun kommer ingen steder. Hun kan ikke drømme på sine egne vegne. Hun kan udelukkende drømme på sine børns vegne. Det eneste, hun kan tænke på, er at tjene så mange penge som muligt, så hun måske kan give sine børn flere muligheder, end hun selv har haft,” fremhæver Lena, som både på et personligt og professionelt plan arbejder for at fremme forholdene for kvinder, også i tekstilindustrien. Hun har netop haft 10 års jubilæum i Soroptimist International, som er en NGO med fokus på at fremme menneskerettigheder og forbedre kvinders og pigers status i verden.
”Adgang til uddannelse er en menneskeret. Og den menneskeret er det langtfra alle, der har i dag. Jeg mener, at vi som branche har pligt til at handle. Der er mange ting, vi kan gøre anderledes, også selvom det hele selvfølgelig ikke kan ske på én gang. Først og fremmest mener jeg, vi skal have modet til at tænke mere visionært. Vi skal turde have en længere agenda end bare lige indtjeningen i år. Og så bør vi i min optik dedikere flere penge til den teknologiske udvikling på fabrikkerne, så der kan komme flere automatiserede processer,” påpeger Lena og slutter:
”Der går så mange gode kompetencer til spilde i at udnytte mennesker på den måde, som det desværre stadig sker mange steder i modeindustrien i dag. Og der er jo ingen af de her mennesker, som har lyst til de her umanerligt lange arbejdsdage med det her umanerligt ensformige arbejde. Det sker af nød. Ved at automatisere flere processer kan der blive frigivet en masse arbejdskraft til andre ting. Og der er jo ingen af de mennesker, som sidder og syer på de her fabrikker, der er mindre intelligente end du og jeg. De har bare ikke fået de samme muligheder som os.”
